tirsdag den 30. december 2014

Sne!!!!


Endelig kom sneen til Grenaa - og heldigvis kom der meget af det. 


Så selvom solen var gået ned - og det næsten var spisetid, så skulle vi da ud i det! Og det sneede meget. Der kom rigtig meget sne på kort tid. Ungerne var lige inde og vende i varmen og få lidt pasta med kødsauce - så var de ude igen.



Vi fik 3 dage med sne. Den sidste dag tøede det rigtig meget. Man kunne høre det dryppede fra træer og buske. Men ud skulle vi. Vi pakkede en slæde med proviant - og så var vi afsted.


Vi mødte Iben fra Livas klasse - som tilfældigvis bor for toppen af en af de gode kælkebakker. Og det var heldigt, for kort efter fik Elias en kælkeskade. Fordi det havde tøet - og så frosset lidt igen - så havde sneen en skorpe af is. Hvis man vælter på kælken med  høj fart, så kan man altså få sig en anseelig ridse. Jeg har ikke fået lov til at tage billede af den - men han ville HJEM.


Så var det jo heldigt at Liva kunne blive ude med Iben - for hun var bestemt ikke klar til at tage hjem. Vi efterlod lidt af provianten til de to tøser - og så gik den ellers hjemad med patienten. Han blev rimelig hurtig ok - Skulle da også med ud og kælke dagen efter.

søndag den 28. december 2014

Sådan er det også at have drenge

Idag rydder vi op efter julens anstrengelser... Og der er mange poser der skal gennemgåes og ting der skal smides ud... Og pludselig falder man over dette...

Sne


Børnene er på et par dages julehygge i Brandstrup - og vi har fået dette postkort. De er heldige at kunne nyde sneen hos Bedstefar og Bedstemor, for her i Grenaa har vi kun fået 10 fnug.

Jule sysler


Det er en kærkommen tradition at 1. juledag er helt og aldeles hellig. Alle har nattøj på hele dagen, og der leges med det legetøj man har fået i julegave.

Selfie fra pakkespil


Jeg tror bare vi lader billedet tale for sig selv:)

Juletræsafhentning


Traditionen tro blev juletræet hentet den sidste weekend inden juleaften. I år, som sidste år, blev vi inviteret til jultræsafhentning hos Carsten og Jane (fra LC og RT).


Der var hygge om bålet med gløgg til de voksne - og æbleskiver og pebernødder til børn og barnlige sjæle.


Træet blev fragtet sikkert hjem - og alt julepynten fundet frem.


Og straks var den sidste kugle sat på - så skulle lysene tændes.


I får også lige et billede fra dagen efter - i dagslys. For at vise at årets juletræ har to stammer. I mange år har jeg (Mor) haft meget stærke holdninger til hvordan et juletræ skal se ud - mest hvor højt det skal være (til loftet). Jeg har arbejdet på at give slip på vigtigheden af hvordan juletræet ser ud... For det gør jo hverken julen bedre eller værre. 

Mens det mest har været Allan, der har følt det vigtigt hvordan grenene var placeret - og ikke mindst hvilken art gran... Går ungerne mere efter en følelse (tror jeg). De plejer til gengæld ALDRIG at være enige! Så da de begge to faldt for dette træ, der hverken var særlig højt, eller smukt - men havde TO stammer... så slog jeg til. Det viste sig så til min store overraskelse, at Allan overhovedet ikke syntes det var i orden med et så vanartet træ... Men nu står det her - og jeg tror aldrig vi glemmer det år hvor træet havde to toppe.

torsdag den 25. december 2014

1. juledag

Hvad skal man bruge en første juledag til, hvis ikke man skal samle sin nye LEGO robot fra Lars og Christina?

Elias havde fået tre pakker LEGO. Så det meste af dagen gik med at samle og beundre LEGO. Det var en dejlig dag - og vi fik igen igen bekræftet at hele familien elsker LEGO. Vi fandt også ud af, at vi er rykket en klasse op. Det var sjovest at samle sættet med alders angivelsen der hed 8-14 år!

mandag den 22. december 2014

Biblioteket

I starten af juleferien, er børnene på biblioteket med far. Man kan tegne sin egen superhelt og være med i en konkurrence. Som regel vinder vi aldrig noget, men man kan jo godt tegne alligevel!

fredag den 12. december 2014

torsdag den 4. december 2014

Kan man?

Ja, man kan åbenbart godt kælke i et storcenter... Elias var en tur i Randers Storcenter efter at have været til kontrol med sin mælkeallergi. Alt var godt, men allergien har han stadig. Det vidste vi nu godt i forvejen, men det var da rart lige at få knægten målt og vejet, så vi én gang for alle fik slået fast, at han udvikler sig stabilt og "holder kurven"!

torsdag den 20. november 2014

onsdag den 12. november 2014

Skolefoto

Kender I det med at man egentlig har bestemt sig for ikke at købe nogle af billederne. Og når man så får dem hjem - så kan man næsten ikke stå for dem...

mandag den 10. november 2014

Piratskib

Mens mor og far gjorde rent på skole fandt Elias en tavle og et kridt.

søndag den 2. november 2014

Næsten ingen tænder

Elias har gået og nurset en rokketand de sidste par uger. Og så pludselig her til aften spørger han om jeg vil hive den ud. Der er da ikke noget jeg hellere vil! Og svup (det sagde det virkelig) så har drengen næsten ingen tænder.

Pigefødselsdag


Idag var Elias til fødselsdag på skolen. Og i tidens ånd var det selfølgelig en Halloween fest. 3 piger fra klassen havde slået sig sammen og holdte fødselsdagsfest for hele klassen. Det var (fra venstre) Laura, som er vores nabo, Lærke, som Elias har gået i dagpleje med, og så Iben.

Her er et fint billede af pigerne og deres fædre. De var virkelig gået all in - og havde pyntet op til den helt store guldmedalje. Og der var et mørkerum, hvor man skulle føle i nogle spande med ulækre ting i. En dejlig dag.

lørdag den 18. oktober 2014

Uhygge

Skræmmende...

Halloween

Efter en super god ferie med Bedsterne, er det nu tid til at slide sig selv HELT op på en tur til sæsonafslutning i Djurs Sommerland, hvor der er Halloween tema igen i år. Elias har lært at slå saltomortaler, og det benytter han sig flittigt af!

onsdag den 8. oktober 2014

Udbryderkonge

Elias var udbryderkonge til cirkusdagen på Norddjurs Friskole.

tirsdag den 7. oktober 2014

Grotten

Vi har indrettet vores ekstra værelse til et rigtig hyggeligt rum. En slags ekstra stue. Vi kalder den grotten:)

Far læser godnat historie om varulven Eddie på en tablet - mens ungerne spiser frugt og knækbrød.

mandag den 6. oktober 2014

Botanisk have


Da vi var i Århus på weekend var vi en tur i Botanisk have. Især de nyåbnede væksthuse var en stor oplevelse for Elias. Han elsker natur og dyr.


Det var ret vildt at man kunne se tænderne på piratfiskene i dammen!! Der boede også nogle kæmpestore Poul fisk i dammen... håber ikke at vores egen Poul bliver så stor:)



Efter væksthusene havde storesøster fået rigeligt af al den natur og måtte simpelthen ned i byen igen. Men Elias havde ikke fået nok - og måtte en tur rundt i resten af haven.

Kastanie tur med skolen


Her er lidt billeder fra sidste uges fredagsbrev.

Og her er hvad Anette skrev om turen:

Efteråret er over os, men vi nyder stadig at være ud – tirsdag var vi på tur, hvor vi fandt i 100-vis af kastanjer. Faktisk så mange at de medbragte poser nærmest løb over med kastanjer! Udover at nyder naturen og den friske luft, var turen også tænkt som en samarbejdsøvelse for børnene. To og to – som ikke plejede at arbejde/lege sammen - blev de udstyret med EN pose til deres kastanjer. Hvem skulle bære ? hvor mange kastanjer skulle man samle? Hvad så når posen var fuld? og hvad skulle man gøre ved sine kastanjer, hvis man ikke fulgtes med sin makker der havde posen ? Hjemme på skolen skulle børnene dele kastanjerne mellem sig. Inden afgang fra skolen var der et par sure miner, over at de ikke fik lov til at være sammen med ”bedste-venne” – men det var fantastisk at se, hvordan de samarbejdede undervejs og nye lege-konstellationer så dagens lys i det efterfølgende frikvarter  

LEGO-land


Elias elskede legoland. Han var helt oppe og køre over modellen af Billund lufthavn - flyvemaskinerne var jo kæmpe!!! Efterfølgende er der blevet leget en del med Lego herhjemme. Hans egen flyver blev fx skilt ad, blot for at blive samlet sirligt igen efter manualen.

Fredagsbar i klubben



Ca 4 fredage hvert år er der fredagsbar klubben. Mange har spurgt hvad det dog er for noget (forestiller sig måske at det er et meget voksent arrangement). Men her er en lille film fra i fredags hvor mor og børn var afsted... og som I kan se er det meget børnevenligt:)

mandag den 29. september 2014

Ene hane i kurven

Elias hygger med pigerne i krearummet

lørdag den 27. september 2014

Salto

Elias bliver mere og mere klar over, hvad hans krop kan til karate. I dag blev de lidt underlige spring, han tidligere har lavet fra trampolinen, til saltomortaler!

fredag den 12. september 2014

Feriebillede

.... Elias er da vist kommet til skade....

tirsdag den 2. september 2014

Kattekranie


Elias har været til fødselsdag hos Johan fra Klassen. De bor ude på landet i en lille landsby der hedder Revn (ca 5 huse og en branddam efter hvad jeg kunne se - men jeg kan jo tage fejl). Og det er en rigtig bondegård. De har får, geder, heste, ænder, gæs - og som Elias sagde: faktisk alle de slags dyr der lever! Det er måske så meget sagt... men meget var der i hvert fald at kigge på.

Grunden er stor - og man kan virkelig gå på opdagelse - og åbenbart også finde noget så eksotisk som et katte kranie!! Jo jo - jeg hentede en dreng der skulle have et katte kranie med hjem i en pose. "Og mor - vi skal samle det!" Ja - selvfølgelig skal vi det.

Og Johans far Frank var så flink at fortælle os at vi bare lige skulle lade det ligge i et syltetøjsglas med vand og sulfo i et par dage - så skulle det nok holde op med at lugte:)

Så nu er jeg i gang med det helt store puslespil. Desværre mangler der vist et par dele... men hvad gør man ikke for drengen:)


torsdag den 28. august 2014

Fælleslejren

Idag hentede vi to glade børn fra årets fælleslejer. De har overnattet på skolen to nætter. Og de klarede det begge super flot. De var trætte med stolte.

søndag den 24. august 2014

Far og Elias


Sidste weekend var Liva på miniferie i Brandstrup. Så Elias havde hele weekenden alene med mor og far. Det var rigtig hyggeligt - og der blev tid til både det ene og det andet. Fx at ligge på gulvet og lege med nogle små ruller Elias har købt... jeg forstår ikke helt legen - men det gør Far og Elias - og det er jo det vigtigste!

Brun på facebook


Elias' lærer Anette smider ind imellem billeder på en lukket gruppe på facebook - kun for forældre i Brun.

Det er ofte billeder af dyr de har fundet - eller steder de har besøgt - og den er næste sikker hver gang. Hvis der er dyr med på billedet, så er Elias der også.
Og det må man i hvert fald sige om dette billede. Elias der holder en sommerfugl.

Drenge i Djurs


Lørdag var vi Djurs Sommerland med Morten, Mette, Merle og Victor. 
Elias og Victor hyggede sig rigtig godt. Dog kunne Elias godt ønske sig, at Victor turde prøve lidt flere af de vilde ting. Men én ting kunne de da blive virkelig enige om: Mooncars er for fede!

Jeg tror de kørte i 45 min - og det gik ikke langsomt! På et tidspunkt var jeg ovre og købe en sodavand, så de kunne komme forbi og blive "tanket op" ind i mellem:)

lørdag den 23. august 2014

Elias og Laura


Den anden dag da jeg skulle hente Elias i Fritteren sad han og hyggede med Laura. Han skulle lige have barbie i tøjet inden han havde tid til at komme med hjem:)

mandag den 18. august 2014

Cykel Ørnen Elias


Elias er Ørn på en cykel (noget med Bjarne og en Tour). Han cykler så hurtigt at mor kun kan overhale han ned af bakke (noget med vægt?)

Billedet er ikke så godt - men det var hvad det kunne blive til en mandag morgen kl. 07.45 - efter en hæsblæsende tur ned til skolen.

torsdag den 14. august 2014

Første skoledag


Så kom skolen igång igen. Og på vores skole er det lidt anderledes: Her er hvad invitationen lød på:

Vi mødes igen til skolestart mandag d. 11. august kl. 17.00 - 19.30
Skolestart er for hele familien på Norddjurs Friskole og programmet er følgende:
17.00 Alle børn og voksne mødes i salen til velkomst, præsentation af lærere og en sang
17.30 Eleverne går i klasserne med deres gruppelærer - forældrene går med i klasserne til et kort goddag.
17.45 Vi starter grillen og forældre gør klar til fællesspisning af medbragt mad.
18.00 Fællesspisning af medbragt mad. Medbring også tæpper til at sidde på og drikkevarer.
18.45 Fælles afslutningsaktivitet for hvert trin - måske et par løbesko er en god ide 
19.30 1. skoledag er slut, vi rydder op og går hjem.