lørdag den 19. oktober 2013

Efterårsferie i Harzen

Efter en lang men vellykket køretur nåede vi søndag aften til Goslar i Harzen. Køreturen bød på en rigtigt god lydbog - Mio, Min Mio - som mor havde lånt på biblioteket, og børnene lærte (gennem cirka to en halv time) at sige "Stau", som betyder "kø" på tysk...

Men frem nåede vi endelig, og de medbragte ting blev pakket ud. Her hygger ungerne sig i sofaen i vores lejlighed på Schuhhof midt i den gamle del af Goslar. Interiøret har sikkert engang været moderne... Men hyggeligt var der, og såvel pris som beliggenhed var lige i øjet!




Børnene skrantede lidt efter hver sin halsbetændelse, så vi kom ikke specielt langt omkring. Derfor blev det til en masse byvandringer i Goslar. Her nyder Liva udsigten til en lille å i bymidten. På skiltet står der, at hun står på "Kongernes Bro", og at der har været en bro på stedet i mange hundrede år.




Elias var også ret betaget af udsigten til vandet. Lidt længere nede ad vandløbet var der en gammel vandmølle, som dog ikke så ud til at være i drift. Dén talte vi også en del om.




Byen er gammel og smuk som få. Her er udsigten cirka tredive meter til venstre for vores lejlighed, hvor vi kigger frem fra vores skjul et sted, hvor tagene fra husene på hver side af smøgen rent faktisk når sammen højt oppe over gaden. Børnene syntes, at det var smart, for så kunne man jo gå på gaden i regnvejr uden at blive våd!

Kirken foran os er "Marktkirche", der som navnet antyder ligger tæt ved markedspladsen - kun adskilt fra den af det gamle rådhus, som var under en kraftig renovering. Hele bymidten udgøres af bindingsværkshuse, men mere om det længere nede!




... Men hvad er der så i Harzen ud over gamle huse og dén slags? Joeh... Der er vist nok hekse!!!

Midt i Harzen - sådan cirka - ligger bjerget Brocken, som på dansk hedder "Bloksbjerg", og så giver det jo atter mening med de dér hekse! Bjerget har rent faktisk spillet én form for rolle i middelalderens hekseprocesser og er nævnt i flere skriftlige kilder som et centrum for udøvelse af heksegerning. Det er både sikkert og vist...

Men bjerget skulle vi da se! Så vi entrede et gammeldags tog med damplokomotiv op til toppen. Alle nød turen på hver sin måde, og især Elias kunne se det fede i sådan et damplokomotiv! Turen op ad bakken er på cirka tre kvarter og går gennem meget smuk men også barsk natur. Der er masser af grantræer, forrevent krat, mosbegroede kampesten OG lavthængende skyer hele vejen op ad skråningerne. Det er hævet over enhver tvivl, at mosekonen brygger på Brocken!




Turen var fin, men toppen var desværre ikke noget at skrive hjem om, selvom det da også har sin charme, at bygningerne, antennerne og udkigstårnene talte deres tydelige sprog om Den Kolde Krig, hvor området var et stratetisk vigtigt punkt for russerne. Dér sad de i det daværende Østtyskland og kiggede ud mod fjenden fra vest. Dét kan de nu ikke have haft meget ud af, for tågen er oftest tæt på Brocken og således også tirsdag, hvor vi var der. Koldt var der også... For issen... Men alle nød det ét eller andet sted på hver sin måde, og vi nåede også at få kage!




Sådan et gammeldags lokomotiv har da sin charme, ikke? Vi ser ikke ret store ud ved siden af det...




Før afgang nød vi udsigten fra en form for fæstningsværk oppe over stationen.




For at togturen ikke skal blive for kedelige OG for at få børnene med på billederne, må man engang imellem tage et "fjollebillede"!




På turen kan man også gå ud på togvognenes bagperroner og trække lidt frisk luft, - hvis man vel at mærke synes, at cirka fire grader Celcius er "forfriskende"! Som det fremgår af dette billede, kom solen frem, lige da vi skulle til at ned igen!




På vejen ned kan man være heldig at "holde tilbage" for et modkørende tog.




... Et lille vue af landskabet på Bjerget... Eller "bjerg" er måske nok så meget sagt... Der er nærmere tale om en meget høj bakke på lige over 1.141 meter over havets overflade.




Tilbage til Goslar, der som nævnt er en meget smuk, gammel by med bindingsværkshuse i hele den gamle del. Her er børnene foreviget ved "bagdøren" (og eneste adgangsvej) til vores lejlighed på Schuhhof. Døren vender ud mod en lille-bitte gade, som nærmet ender i den tidligere omtalte smøge, og som hedder Münzenstrasse.




På den anden side ser der sådan her ud. Schuhhof er en stor gård eller en lille plads belagt med brosten med en slags "strålemønster" ud fra centrum. Hele byen emmer af hygge, og op mod jul er der pyntet efter alle kunstens regler. Husets ejer er ægteparret Helmbrecht, som driver herremanufaktur handel i stueetagen. Klaus Helmbrecht er en sød ældre herre med halsklud, og han taler et rigtigt godt dansk! Hustruen hedder vist Karin, men hende mødte vi ikke under vores ophold.




Op mod jul pyntes Schuhhof hvert år med 62 graner og bliver på den måde til en slags julelandskab. De har vist masser af sne, for nedbørsmængden på den nordvestlige side af Harzen, hvor Goslar ligger, er cirka dobbelt så høj som i Danmark.




Nær tagudhængene er mange af tagene forsynet med solide værn, som skal forhindre snedækket i at skride ned i hovedet på "Frau Fischer" - eller hvad "Fru Jensen" nu hedder dernede. Det ser ud til, at de er gearet til at klare temmelig meget sne!!!




... Når et barn låner et kamera, kan alt ske... Her er vi på markedspladsen midt i byen, men det er jo desværre ikke let at se på billedet. Det er Elias, der står for kunstværket.




Man KAN selvfølgelig også tage et billede af sin søster, som poserer så nydeligt... Bemærk de mønstrede gamacher, som jo tilfører enhver poseren lidt ekstra liv!




Når man så "bytter", kan søsteren tage sådan et billede her. Fuglen bag Elias er en replika. Den originale fugl, som er skænket byen af en velhaver, var forgyldt. Dén har man ikke turdet lade blive på pladsen, så den er nu kommet på byens museum.




Når man poserer for sin søster, skal man selvfølgelig gøre som en "Ninja Turtle". Her det Leonardo, som lige er landet efter et spring - med et sværd i hver hånd (sværdene stikker typisk bagud, når han lander meget ninja-agtigt!)




... En lille damestøvle bliver der selvfølgelig også plads til... Stadig på Marktplatz lige foran rådhuset og ved hotellet, som rummer det fine klokkespil - en gave til byen fra mineselskabet, som ublufærdigt har udplyndret bjergene omkring byen men også tilført den en ret heftig velstand!




Som det ses på dette gruppebillede, er det ikke kun tagene, der er beklædt med skiffer. Nogle steder har de også pakket hele huse ind i det!




Flere steder i byen kan man se ud til bjergene rundt om den. Eller... "Bakkerne"... Men de hedder altså bjerge, og de ligger da også ret langt over havets overflade, og det skal retfærdigvis nævnes, at de ER lavet af sten!




På en ferie skal der også være tid til en ordentlig isdessert, og dén fik vi på en lille is-café næsten under vores lejlighed. Det var en vietnamesisk dame, der havde den, og hun komplimenterede mor og far for deres fine tyske sprog og syntes, at det var lidt underligt, at "ikke-tyskere" kunne tysk... Men så kom hun i tanker om, at det var det samme i Vietnam, hvor alle lærer engelsk, og så gav tingene jo mening igen. Isdesserterne blev ikke helt spist om, men kaffen var til gengæld fantastisk!




Mor og Liva var en tur oppe i Marktkirche, som vist nok efter fars frie hukommelse er 86 meter høj. Der var efter sigende en fantastisk udsigt, som her dokumenteres:




.. Og smukt ser det da ud...




Liva sagde, at man kunne se hele byen... Og nogle af billederne har hun vist også selv taget...




Imens var der frysende koldt på gadeniveau, hvor vi også var heldige, at det regnede lidt på den højdeforskrækkede dreng og hans far.




... Og derefter blev det til et gruppebillede foran Schuhhof - efter at Elias nogen kold og våd ventetid senere havde mindet sin far om, at den nyindkøbte hat lå i bæreposen!




Sådan her ser kirken ud udefra. Der ER altså også højt op!

Bemærk farverne på de træer, der stadig har blade på. Harzen var klædt i sin efterårspragt og skovene i området lyste i alle efterårets farver. Bladene var kun lige begyndt at falde af!




Reportagen slutter med et billede af markedspladsen med klokkespillet øverst i hotellet. Det er som nævnt en gave fra mineselskabet, som har høstet millionerne på at grave i bjergene og måske især "Rammelsberg" på et sted lige under 1.000 meter over havets overflade lige uden for byen. Et sted på pladsen er en lille kæk statue, som klatrer op ad hjørnet på et hotel, mens den (undskyld udtrykket) skider guldmønter... Dét siger lidt om, hvad Goslar selv har haft ud af mineeventyret....

Klokkespillet spiller en nydelig lille melodi mange gange om dagen på faste tidspunkter. Imens kører der figurer ud af portene øverst oppe, hvor de så promenerer hen ad afsatsen for at forsvinde gennem den modsatte port. Figurerne forestiller forskellige aspekter af hverdagen i minerne og (vist nok også) byen Goslar. Særligt kønt er det måske ikke - men sjovt!




... Og her slutter beretningen om en sygdomsplaget efterårsferie i Harzen. Det var en god tur og vi nåede alt det, vi gerne ville. Goslar kan anbefales til både unge og gamle, og så er den endda meget let at finde!

Vi var hjemme torsdag kl. cirka 22 og rekreerer os stadig.

Photos by CamCham AKA "mor"
Tekst og musik by And AKA "far".


fredag den 18. oktober 2013

Hot Wheels fra Harzen

Så er vi hjemme fra Harzen. Der var ikke noget net dernede - så billederne må komme i løbet af dagen. Jeg kunne dog ikke stå for Elias der havde linet alle de nyindkøbte Hot Wheelers op før morgenmaden. I Harzen kostede de kun 1 Euro - så Elias brugte ca halvdelen af lommepengene på dem!!! Godt køb!!!

søndag den 13. oktober 2013