onsdag den 27. marts 2013

Hele historien står på Livas blog og tidligere her på Elias' blog, så nye læsere kan med fordel starte et andet sted!

På legepladsen viste Elias sig at være en stor akrobat:





Senere var det en stor, erfaren (læs: ældre) Ultraman, det gik ud over, da Bedstefar skulle lære at slås som Ultraman.




Ultraman gør sådan her:




Heldigvis var der også tid til at slappe af i lænestolen bagefter, hvor Elias underholdt Bedstefar med mere fredelige sysler.




Ude at spise med Bedsterne var Liva ikke den eneste, der klarede en hel pizza. Billedet her viser dog mest en "mellemtid", men det lykkedes at nå til bunds excl. skorper.




Middagen blev dog flere gange afbrudt, fordi Elias skulle på toilet... Ikke noget alvorligt... Men det viste sig, at han havde fundet dét, han selv kaldte "et mandetoilet ligesom fars", som han selv kunne bruge... Jeg fik aldrig set efter, hvad det var, men jeg gætter på et et urinal af en slags, som han selv kunne nå. Det blev til tre toiletbesøg på lidt over en time.

Også Elias var vildt begejstret for legepladsen i Sdr. Nissum. Han fyrede den virkelig af på tovbanen, som det ses her:





... Og måske endnu bedre her... Bemærk, hvordan den lille krop hvirvler rundt i verdensrummet, og læg også mærke til kampråbet "YIHAAA"!!!





Elias lod sig som nævnt på Livas blog også lokke med til en tur til fyret og op i det... Det nød han IKKE, så selvom begge børn havde givet udtryk for, at de frøs, måtte der lokkes med is for at få dem med op til toppen. Jeg håber ikke, at de får traumer!




Udenfor fyret var der dog plads til mere fredelige sysler, som eksempelvis her, hvor Elias fodrer koen (som måske i virkeligheden er en kalv), mens Liva malker den.




Elias var også med på udflugten til stranden, hvor vi skulle redde en masse "baby-vandmænd", som han her viser én af. Han blev undervejs udskreget som morder og alt muligt andet grimt, fordi Liva tog ham på fersk gerning i at træde oven i en sød lille vandmand, som derfor IKKE kom ud at svømme igen!




Her er et lille billede af redningsaktionen!




... Og resultatet af den anden "redningsaktion", hvor det var naturen, der skulle hjælpes:




Sådan en lille fyr syner ikke af meget i klitterne!




I morgen drager vi hjemad til mor, som vi alle sammen har savnet.


Theo i Fjand

Onsdag efter frokost tog begge børn lige en pause med hver deres tablet inde i sengene. Elias kom ud og var helt klart gået lidt "kold", for han havde ikke mod på noget som helst.

Det viste sig, at "kuren" var en udendørs foto seance sammen med far og "Theo" - bamsen, som han fik af Tryg Fonden efter sin operation i halsen. Han sprang rundt og deltog med liv og sjæl i opstillingerne af bamsen i alle mulige tænkelige og utænkelige scenarier, mens forårssolen arbejdede med at blødgøre den sidste sne.




Theo nød også solen i stolen...




På terrassen - drømmende om sydligere himmelstrøg...




Under den lette overdækning på terrassen...




I ly under de håndmalede måger fra Thyborøn på terrassen...




... På sin egen piedesdal...




... Og en lille "frækhed" fra fars side... Theo skulle da lige prøve "foderbrættet", hvor ræven kan få en godbid om natten... I nat fik han et par karbonader af gæsterne fra Århus området, og han kvitterer somme tider med at lægge en lille ræve-bæ på brættet og sætte duftmærker. Dét havde Elias luret, så mens jeg tog billedet af Theo kom han hurtigt til og greb ud efter sin trofaste ven, som det ses på billedet.

Han kiggede muggent på mig og sagde: "Ikke der, far! Der ligger jo en bæ!!!" Bedste kom til og sagde også ét eller andet om, hvad ræven somme tider gjorde dér, med det resultat, at drengen snusede kontrollerende til Theo på vejen væk!




Her nyder Theo solen på den anden side af huset - ved garagen...




Han fandt en ven i form af en solcelle-lampe-skilpadde!




... Og på næste trin...




Der blev også tid til et gruppebillede.




... Og så rykkede bamsedyret endnu et trin op ad trappen...




Elias nød det virkelig, og han var svært træt af det, da foto-seancen sluttede igen. Se selv, hvordan glæden lyser ud af ham!




Det meste af seancen foregik i strømpesokker, indtil bedste greb ind... Det var faktisk forår den dag ved Vesterhavet!

Japansk slik i Fjand

Også Elias havde japansk slik med til Fjand. For lidt nærmere info kan Livas blog måske forklare lidt mere.

Ud over det rare slik, havde søde Yukiko også sendt Elias nogle masker med hans yndlings japanske superhelt, Ultraman. HAN var også med i Fjand!




Men selvfølgelig må selv en Ultraman give sig tid til at nørkle med at få slikket helt rigtigt. Her er det en sol, der bliver arbejdet med!




Dagen før var det sushi, det blev modelleret.




... Den sidste dag i Fjand, blev der for alvor gået til den...




Det færdige resultat så sådan her ud. Man fornemmer næsten, at der er lagt masser af kærlighed i at vælge de rigtige "drys" til forskellige dele af figuren, ikke?



Fjand

Isbjørnen Theo blev foreviget i alle tænkelige (og utænkelige) situationer i og omkring sommerhuset i Fjand!

Ultraman i sommerhus

I sommerhus med Bedsterne er der tilsyneladende flyttet et par Ultramen ind!!

mandag den 25. marts 2013

Japansk indflydelse i børnehaven

I sidste uge havde Elias besøg af Oliver. Oliver er en pæredansk dreng - der som de fleste andre drenge i Danmark aldrig har set et afsnit af den japanske kultserie UltraMan.

Men han udbryder alligevel straks: Wow - er det en UltraMan maske???
Den eneste forklaring jeg kan komme på er, at Elias snakker en del om UltraMan i børnehaven - og ofte har nogle af hans UltraMan gadgets med i børnehaven om fredagen, hvor det er legetøjsdag.

3 gange UltraMan

Yukiko har sendt en kæmpe pakke med alt muligt fedt fra Japan. Til Elias var der fx disse tre UltraMan masker. Han er helt vildt glad for dem!!! Her er Liva, Elias og Oliver (fra børnehaven) igang med at posere som en ægte UltraMan.

Billede fra en tog-tur

Fandt lige dette billede på min telefon fra vores tog-tur. Elias havde sin nye ultraman med. Den er helt klart i top fem over de fedeste ting lige nu:) tak Yukiko!!!

mandag den 18. marts 2013

Søskende

Som der står på Livas blog, blev der faktisk "hygget igennem" uden voldelige optrin her til aften, hvor Liva havde været på indkøb i Kvickly. Begge børn morede sig vældigt, og Elias deltog i løjerne med almindelig interesse og lejlighedsvise opmuntrende tilråb og ROS... Masser af ROS!!!

Hver gang, han fik chancen, roste han Liva for, hvor fint hun samlede og malede sin model-hund. Hver gang, han gjorde dét, roste jeg så ham for at være så sød overfor sin søster. Til sidst blev det dog for meget for den nævnte søster, som udbrød: "Altså, du behøver ikke fortælle, hvor dygtig han er, hver gang han siger det dér!"

... Ellers hygge-snakkede de vældigt, så det var en ren fornøjelse at gå rundt henne i køkkenet og nyde dialogen... 

Liva: "Altså, du er lidt skør. Det behøver du ikke at være hele tiden."
Elias: "Nåeh, nej... Ikke hver dag..."
Liva: "Fnis!"
Elias: "Men om fredagen må man godt!"




Man ser tydeligt på billedet, hvor hyggeligt det er, og at scenen er omgivet med lyssværd og diverse "kanoner" i forskellig udgave.

A pro pos, så har én af mors kolleger i dag spurgt, hvordan man "indoktrinerer" sin søn til at ville fægte med lyssværd til tonerne fra temaet fra Star Wars... Ja, dét kan han jo så tænke lidt over...

... Men et kamera er tilsyneladende også sjovt, og da det desværre er længe siden, at jeg for alvor har haft fat i vores eget, så se lige et glimrende selvportræt, jeg fandt!




... Koncentrationen LYSER da ligefrem ud af vores selvportrætterende fotograf her!